Noter om film og poesi |

Det selvmodsigende eller paradoksale er at virkelige ting i en
dokumentar har en tendens til at miste deres virkelighed ved at blive
filmet og præsenteret på den “dokumentariske” måde, og det er der ikke
noget poetisk i. I poesi sker der noget andet. Det er svært at sige
præcist hvad det er. Lad os kalde det nærvær, sjæl eller ånd, en empati
for det der dvæles ved, at føle med det – til det punkt hvor man
identificerer sig med det.