Stjernevisdom i det Gamle Testamente | Ove von Spæth

Overalt i oldtiden var indvielsesmysteriernes stjernelære en naturlig del af religionskulturen. Flere af disse træk ses i Bibelen og senere også i den ældste kristne lære. Men undervejs synes der her at være tabt en nøgle til nogle særlige lag i Bibelen, der rummer viden om og referencer til en underliggende esoterisk stjernelære og kosmologi.  
* Bibelens fem første og ældste bøger eller tekstsamlinger - der traditionelt tilskrives Moses - fortæller bl.a. om Josefs drøm med stjernetegnene, som hans brødre umiddelbart kunne opfatte at have relation til hver af dem. - I det hele taget indgik i største udstrækning de himmelske elementer i religion og mytologi, men blev med tiden ikke længere forstået i dybden. 
* Allerede da antropologien var et nyt studium sidst i 1800-tallet, kunne man her påvise, at den første teologi i den ældre historie var baseret på stjernekundskab. Det er veldokumenteret,  at ordet katolsk er fra stjerneterminologien og brugtes i universel betydning: ”himlens stjerne-indflydelse ovenfra over alle nede på Jorden. - Inkluderes stjernelære-emnet mere konkret i historieforskningen med seriøs belysning af væsentlige træk, vil mange mindre forståelige eller gådefulde tekstforhold fra ældre historie og i Bibelen fremtræde mere logiske og realistiske.